Måske har du allerede hørt det, men nu er det helt sikkert.
Til næste sommer åbner jeg min egen butik i Skagen på Sct. Laurentii vej 19.
En lille bid af Kongens Nytorv kommer til Skagen men selvfølgelig i sin helt egen unikke ramme.
De sidste mange år har jeg udstillet på Ruths Hotel, hvilket har været enormt hyggeligt. Jeg har dog følt at jeg ikke fik vist hele konceptet omkring hvad der sker bag vinduerne i mit showroom på Kongens Nytorv 3.
Med spænding og sommerfugle i maven, ser jeg frem til at jeg skal i gang med at kreere et nyt eksklusivt univers på Sct. Laurentii vej 19.
Smykkerne vil selvfølgelig være det primære, men godt håndværk og unika er ikke kun forbeholdt smykker.
I mange år har jeg drømt om at kunne præsentere det bedste fra andre håndværksfag. Derfor bliver BachMouritsen butikken i Skagen, også et sted hvor du vil opleve unikke objekter fra andre håndværksfag end juvelerfaget – selvfølgelig kun det bedste af det bedste.
Det er en stor beslutning for mig og min virksomhed.
Da jeg stod øverst på en klit syd for Gl. Skagen i kuling og sandfygning, og tydeligt kunne mærke den gode mavefornemmelse i nærværet med naturen, var jeg ikke i tvivl.
Åbning bliver i foråret 2023, men du skal nok blive informeret og inviteret, så snart der er en dato.
Kærlig Hilsen,
Brian